Håndlavede Sildebensborde på bestilling

Sildebensborde af den fineste parket, dette er et af vores kerneområder her i biksen. Vi har bygget sildebenparket borde i over 5 år, alle på bestilling og lavet ud fra mine kunders ønsker.

Alt bliver bygget i hånden, vi bruger en møbelkvalitets birkkrydsfiner som bund, her ligger vi parket i sildebensmønster, som du kender fra dine rige svigerforældres gulv. Uden om sildebensmønsteret ligger vi en ramme, af massivt træ, der visuelt rammer bordet ind. Rammen giver samtidig en robust og slidstærk bordkant, der kan holde til dagligt brug.

Så sildebensbordpladen har noget at hvile på, tilbyder vi et stort udvalg af både træ- og metalbordben, og skal det være ordentligt lækkert, kan vi bygge et stel til bordpladen.

Ring eller skriv hvis du vil kigge forbi værkstedet og se hvad vi arbejder på. Vi gir kaffe, viser materialer frem – og tegner og regner på et bord til dig.

Udtræksmekanisme

Nordisk Eg

Sofabord i Rød Eg

Sildebensbord i Valnød

Træsorter til sildebensmønster

Vi tilbyder vores silbensborde i tre forskellige træsorter. Nordisk Eg, Rød Eg og Valnød. Alle træsorter er ovntørret parket, og egner sig derfor rigtig godt til at stå indenfor. Vi går efter FSC-mærket træ, hvilket betyder, at det kommer fra skove, der dyrkes på bæredygtig vis.

Nordisk Eg

Egen er en af de ældste hjemmehørende arter, som vi har her i Danmark.

Splinten på eg er smal med en lys grågul kulør. Strukturen og kuløren i eg er ofte livlig og dekorativ, fordi porerne i vårveddet er grove karceller, som er synlige på længdesnitfladerne, mens høstveddet består af tykvæggede celler (vedtaver) med små hulrum. Marvstrålerne i eg er ofte over 1 mm brede og op til 50 cm høje. Det ser man tydeligt på radialt skåret træ (spejlskåret træ), dvs. en planke som er skåret udefra barken og ind til marven. Marvstålerne ses i form af glinsende felter der kaldes spejl.

Eg er stærkt, det svinder ikke så meget og det er holdbart. Derfor egner det sig godt til møbler.

Rødeg

Rødeg er den mest anvendte løvtræart på det amerikanske marked, og selvom arten i Europa er mindre tilgængelig og ikke lige så populær fungere det godt til møbler. Ift. den nordiske eg, er rødeg mere varm i farve.

Det særlige fiberforløb giver møbel meget karakteristiske årer. Rødeg er mindre massiv end nordisk eg, men den mest menneskelige egenskab ved dette skønne løvtræ er veddets varme og den måde det føles på ved berøring, som de fleste mennesker nyder.

Amerikansk Valnød

Valnøddetræer skænker os velsmagende frugter og giver os et træ, der er lige så smukt, som det er robust. Det er chokoladebrunt og nogle gange præget af lysere og mørkere – næsten purpurfarvede – fibre. Træets dybe glans får mere styrke med alderen og fremhæver yderligere den kraftige åring. Uregelmæssigheder i træet giver en særlig karakter og lige netop denne egenskab gør den så værdifuld inden for møbelindustrien – men også lidt dyrere.


Læs mere om træsorter på www.trae.dk

De sidste detaljer

Størrelser

Vi er fleksible i størrelsen, så du kan få et bord i præcis den størrelse der passer ind hos dig. Vi kan lave borde op til 3 meter i længden på vores værksted. Har du brug for et større bord, kan vi bygge på stedet, eller lave flere borde der kan samles sammen til ét. Vi laver også mindre sofaborde med sildebensmønster, både firkantede, runde og organiske former.

Tillægsplader og udtræk

Vi tilbyder tillægsplader i størrelsen op til 1,2 meter, hvor tillægspladen lægges ned i midten af bordet. Vil du havde tillægspladen i enderne, kan vi lave dem i størrelser op til 60 cm. Ønsker du tillægsplader for enden af bordet, anbefaler vi et stel til bordet for stabilitet.

Når vi laver ekstra plader til bordet, bliver de lavet samtidig med bordet, så vi kan fortsætte sildebensmønsteret ud på tillægspladerne.

Mekanismer til at låse plader sammen, og holde pladerne oppe, ligger skjult på undersiden af bordpladen. Det efterlader et visuelt rent udtrykt, men sikrer en tæt og nem sammeslutning.

Bordben og bordstel

Vi har et større udvalg af gode metalben, og bygger gerne ben af ovntørret egetræ eller andre sorter. Skal du have et sildebensbord der virkelig skiller sig ud, eller har du brug for tillægsplader, anbefaler vi et håndbygget stel under sildebensbordet. Vi bygger vores stel fra bunden, og så de passer til bordpladen og evt. udtræk.

Overfladebehandling

Vi slutter gerne vores borde af med naturolie, der får træets struktur til at poppe. Er du til et mere lyst udtryk, kan vi sæbebehandle, og skal det være helt vildt sort, kan vi ebonisere dit bord for dig. Vi går efter de overfladebehandlinger, der fungerer bedst, og som er nemme for vores kunder at vedligeholde. Ønsker du et farvet bord, har vi en række oliebejdsebehandlinger.

Priser

De fleste af vores borde koster mellem femten og tredive tusinde kroner inkl. moms. Den endelige pris kommer an på størrelse, træsort, udtræk, levering osv. Skriv eller ring hvis du ønsker et overslag.

Tidsplan

Hvis ikke vi har alt for travlt, kan vi bygge og levere et sildebensbord med understel indenfor 2 måneder.

Ædelmetal

Vi er så heldige at havde en guldsmed siddende på vores værksted, så vi kan lægge sølv og anden ædelmetal i bordene.

Trapets understel

Model af klassisk understel

Koniske ben

Bambusbord med poleret messing